Den store, onde verden

Her op til jul er der altid plads til mange samtaler i familien. Man diskuterer verdenssituationen på kryds og tværs hen over juleslikket. Og mens ”verdenssituationen” en gang i fordums tid nok mest af alt var et udtryk, fordi man sjældent kom meget videre end til at diskutere naboens gøren og laden, så er det i dag fuldstændig dækkende. Vi skal forholde os til hele verdens problemer hver dag, og det giver grobund for mange bekymringer. Det gælder måske særligt for den generation, der ikke er vokset op med computere og hurtig adgang til information. De har ofte svært ved at forstå, at verden altså ikke er ondere i dag, end den var for 50 år siden, da de var små, uskyldige purke.

 

Da jeg var barn…

Vi kender alle påstandene: ”Da jeg var barn, var der ikke lige så meget mobning, som der er i dag” eller ”Der er meget mere vold i dag”, eller ”Det er også fordi, børn ser så meget. Alle de der computerspil”. Og selvom de voldstilfælde, man ser i dag, ganske vist ofte er af voldsommere karakter, er der til gengæld lige så få voldsepisoder som for fyrre år siden. Men i stedet for kun at høre om Skælskør og omegn, eller hvor man nu befinder sig, skal man i dag også forholde sig til København, Jerusalem og New York – og alle de andre steder midt i mellem. Det kræver, at man er i stand til at filtrere væsentlig mere info, end det tidligere var nødvendigt. Man skal med andre ord være meget mere kritisk over for informationen, fordi man får alt, alt for meget.

Og så er der spørgsmålet om mobning. Et fænomen, der ikke var spor fokus på, da far var dreng. Undersøgelser viser faktisk, at mobningen var af voldsommere fysisk karakter, da far var barn, og at der næsten ikke var noget hjælp at hente fra lærerne. I dag er mobning i lærernes søgelys, og drillerierne er blevet nedbragt fra, at 25 procent elever kunne svare ja til at føle sig mobbet i 90’erne, mens kun 6 procent føler sig mobbede i dag – og mobningen er primært af psykisk karakter.

 

Spis ét stykke

Summa summarum er verden nok ikke ondere i dag, end den var for 50 år siden. Men det er klart, at man for at komme frem til den konklusion er nødt til at søge på fakta. For det er ikke det billede, vi får serveret, hvis vi kigger i nyhederne, aviserne og internettet.  Det er svært at navigere i al den information, man får på alle de forskellige kommunikationsplatforme. For i dag er der ikke kun en slags slik at tage af. Al slags slik på alle de hylder, man kan forestille sig, er tilgængeligt. Derfor er kunsten nok mest af alt ind i mellem kun at tage ét enkelt stykke.

UNHATE: Plat politiseren eller progressiv provokation?

Benetton har gjort det igen. Skabt en stærk, visuel kampagne, som får sindene i kog på tværs af kloden. Denne gang med manipulerede fotos af både verdslige og religiøse ledere i tætte og overbevisende kyssesituationer. De hede læbeberøringer er udvekslet mellem alle fra Obama, Sarkozy og Merkel til Chavez og Hu Jintao. Dog var pave-snavet med den egyptiske imam el-Tayeb for stærk kost for Vatikanet, der krævede og lykkedes med at få det flamboyante tøjfirma til at fjerne den version af plakaten. Fra Benetton lyder det, at kampagne-kyssene er ”symboler på forsoning – med et strejf af ironisk håb og konstruktiv provokation – der forhåbentlig kan stimulere til refleksion over, hvordan politik, tro og ideer – selv når de er forskelligartede og gensidigt modstridende – kan føre til dialog”. Er det kvalmen eller en idealistisk klump i halsen, som presser sig på? Nok et spørgsmål om temperament.

 

Genialt eller banalt?
I hvert fald har de kontroversielle mundsammenstød nærmest druknet det faktum, at plakaterne blot er fortroppen for The Unhate Foundation. Initiativet indeholder også en glittet film, hvor smægtende violiner lægger lydside til kys mellem personer af snart alle seksuelle og religiøse observanser, aldre og racer på ægte Benetton-maner. Ordløst (og med glimtvise tunge-slammere) gør Benetton opmærksom på, at forsoningen mellem smukke mennesker altid er en mulighed. Dette garneres med en kysse-væg på websitet, hvor brugere selv kan uploade manipulerede mundmøder. Genialt eller banalt?

Unhate-duen kurrer
Desuden rummer tiltaget en endnu ikke fastsat global Unhate-dag, hvor der i 50 byer verden over lanceres events i den gode sags tjeneste. Og – hold nu fast – en fire meter lang skulptur af en due udført af genbrugte krigskugler. Duen skal med et budskab om tolerance doneres til et land, der for nyligt har stået i en voldsom konflikt. Nu skal jeg ikke gøre mig selv til postkrigs-ekspert, men fredsduer i genbrugs-bly står næppe øverst på listen over behov for en krigstraumatiseret befolkning.

 

Foren jer, politiske forbrugere
Er det så en god kampagne? Det er svært at sige. Omtalen er uomtvisteligt omfattende. Og i segmentet for de aktivistiske politiske forbrugere er den sikkert lige i vinkel, ligesom unge hipster-æsteter sandsynligvis er fascinerede af den lækre eksekvering. En vrippen kulturradikal støder som mig kan dog godt få en kende kvalme ved at se den slags banaliteter bundet for en kommerciel tøjkampvogn, ligesom jeg tillader mig at tvivle på, hvorvidt budskabet om tolerance bliver hørt i al balladen om kyssende ledere. Og om emnet overhovedet egner sig til en awareness-kampagne – i modsætning til (førhen) tabuiserede emner som AIDS og homoseksualitet, som Benetton tidligere har sat succesfuldt på dagsordenen. Er der nogen, som er uenige i, at tolerance er en god ting?

Skurrende violiner
Jeg ved godt, at kampagnen er global – og derfor behøver helt almenmenneskelige symboler for at favne alle kulturer. Og at Unhate-fonden vil støtte projekter om kunst, sport og undervisning, der fremmer tolerance rundt om i verden. Men at engang avantgarde Benetton vælger at gå i fodsporene på Miss World ved at arbejde for noget så uhåndgribeligt som verdensfred virker på mig som brandingens svar på greenwashing. Især når Benetton insisterer på, at ”dette ikke er en kosmetisk øvelse, men et bidrag som reelt påvirker det internationale samfund.” Muligvis er jeg kynisk, men jeg synes ganske enkelt, at violinerne skurrer for meget.

Og næste spørgsmål er, om kysseriet overhovedet har indflydelse på mærket i nakken på din næste sweater? For det er vel det, det hele kommer an på i sidste ende? Eller hvad?

Hvordan f….. havnede den kylling der?

I et tidligere indlæg her på bloggen blev det påpeget, at vi alle har et ansvar for, hvordan vi bruger sproget. Når du, kære læser, har læst dette indlæg, håber jeg derfor ikke, at du føler dig alt for manipuleret.

I bogen Klangen af et menneske skriver journalisten Nils Thorsen, at en afsender på én gang er privilegeret og magtesløs. Med sit sprog maler afsender nemlig et maleri i hovedet på et andet menneske. I sidste ende er det dog modtageren, der leverer farverne. Derfor bestemmer afsender suverænt ordene, men ikke hvilke associationer, der springer frem i modtagerens bevidsthed – og dog…

Nysprog

I klassikeren 1984 bruger George Orwell begrebet nysprog (newspeak). I nysprog findes der kun positive ord og formålet er at fjerne alle negative udtryk og associationer. Med nysprog kan man således regulere borgernes tanker gennem sprogmanipulation. Det smarte er, at man ved at ændre en ordlyd kan få et begreb til at klinge mere positivt, end det er. Det samme gør sig gældende inden for fødevareindustrien. Lad mig derfor tage udgangspunkt i noget vi alle kender: kylling.

 

Kærlig Kylling og landidyl

Tænk på Nettos omdiskuterede Kærlig Kylling (nu Tasty Chicken). Kyllinger, hvis opvækst næppe bærer præg af nogen særlig form for kærlighed. Eller tænk på SuperBests industrikyllinger fra den fiktive Grønnegården med en emballage, der blev ledsaget af et billede af en gård, som ledte tankerne hen imod Morten Korchs landidyl frem for på industriel fødevareproduktion. Sidst kan næves ”neutral marinering”. En term, der dækker over, at kyllingebrystfileter får en decideret saltvandsindsprøjtning.

Jeg forsøger ikke at kritisere selve produktionsmetoden ”neutral marinering” (det er der slet ikke plads til), men jeg anfægter, at ”neutral marinering” ikke leder tanker hen på saltvandsindsprøjtet kød – i hvert fald ikke mine tanker. Og jeg gør oprør imod, at de positive sproglige undertoner, der akkompagnerer eksempelvis Kærlig Kylling, hjælper til, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved sådanne kyllingers ukærlige opvækst.

Det skal siges, at Netto har ændret navnet Kærlig Kylling, at SuperBest har fjernet billedet af Grønnegården, og at termen ”neutral marinering” er på vej ud. Men den er stadig gal.

Det må være fedt at være kylling

Den anden dag stod jeg nemlig med en pakke konventionelle kyllinger i hånden. På pakken kunne jeg blandt andet læse: ”Vidste du, at vores kyllinger går i en tør og varm stald?” Jeg så billedet for mig: De plasticindpakkede kyllingedele, jeg stod med i hånden, har tilhørt glade kyllinger, der livet igennem trasker tørskoede rundt og hygger sig.

Ud fra beskrivelsen på hjemmesiden, er det desuden let at forestille sig, at kyllingerne får knitrende tørt og duftende halm hver dag af Michael og Mogens, som ”passer” dem. Sprogbrug som dette slører, at sådanne kyllinger ofte står sammen med 40.000 andre kyllinger på ganske lidt plads. Det vil sige op til cirka 19 kyllinger per kvadratmeter.

 

Manipulation og fortrængning

En af pointerne i Jonathan Safran Foers bog Om at spise dyr er, at den moderne forbruger har udviklet en utrolig evne til at fortrænge de kendsgerninger, der knytter sig til industriel fødevareproduktion. Jeg vil mene, at ovenstående eksempler viser en form for nysprog, der hjælper denne evne til at fortrænge godt på vej.

Fødevareproducenterne forsøger hver dag at male små skønmalerier i vores hoveder. Det sker blandt andet når sproget på fødevareemballagen er groft manipulerende. Derfor bliver det sværere og sværere for den enkelte forbruger at sætte de rigtige farver på skønmaleriets lærred. Og inden du ser dig om, ligger der en pakke med neutralmarinerede kyllingebrystfileter i din indkøbskurv.

Ordet i sin magt

For ikke så længe siden fik jeg endelig den filmiske slutning på eventyret om den unge, arrede Harry Potter. Det er jo ikke nødvendigvis den film, man går ind til for at lære noget om de store ting i livet. Og så dog. For midt i mørket, da det ser sortest ud for helten og ikke mindst hele hans verden, kommer hans læremester, Albus Dumbledore, fra det hinsides og siger et par kloge ord. Ord, der også kan være værd at tænke over, selvom man hverken er Harry Potter eller fantasy-fan.

 ”I always surprise myself on my ability to turn a phrase. Words are, in my not so humble opinion, the most inexhaustible source of magic; capable of both inflicting injury and remedying it.” – Albus Dumbledore

Selv om Albus Dumbledore står der, den mægtigste troldmand verden har set, mener han alligevel, at ordet er den største magt, vi har. Og han har jo så evigt ret. Det er guf i mine ører, når en historie, der egentlig handler om noget så konkret som trylleri, kan sige noget helt generelt om livet i den realistiske verden. De ord er måske de ord, jeg som skrivende og læsende menneske har levet mest efter i mit liv. Ord har den ultimative betydning.

Og hvis man så ellers nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt bøger og ord har nogen egentlig betydning, kan man jo bare tage et kig på Biblen. Om man tror på det eller ej, er det stadig ordet, der har formidlet et budskab, der har forandret vores verden flere gange.

I kommunikationens og journalistikkens verden er det også noget, der kommer op at vende igen og igen. For det, Dumbledore (eller hans mor J. K. Rowling) også siger, er, at med ord følger ansvar. Man kan vende verden på hovedet med blot få ord. Det har historien vist nok så mange gange.

Jeg tror på det gode i verden, selvom jeg ikke tror på, at verden er opdelt i godt og ondt. Jeg tror på, at det er med ordet, vi skal løse verdens konflikter, ikke med næverne. Og i mangel på tryllestave og kosteskafter må vi fatte pennene, tage kampen op og være vores ansvar bevidst.

Den sælgende brochure: Tip 3 af 3

 

 

 

 

 

 

Er du træt af at skrive salgsbrochurer direkte til læserens papirkurv? I en række på tre indlæg giver Publico tip til, hvordan du skriver en vellykket brochure, der ikke spilder læserens tid, men hjælper med at træffe en beslutning – deal eller no deal?

Tip nr. 3 – Husk de visuelle virkemidler!
Alle, der har prøvet at drømme sig væk til sydens lune himmelstrøg med et rejsekatalog i hænderne, vil vide, at billeder er et effektivt middel til at sælge oplevelser, produkter og tjenester. Brugt rigtigt er billeder mere end bare smukke ornamenter, som øjnene kan hvile ud på mellem tekstens mere informationstunge salgsargumenter. Billederne tjener ofte som en vigtig overbevisende faktor i en købsbeslutning.

Her er vi tilbage ved en gammel sandhed inden for markedsføring: Jo mere virkeligt, du kan gøre produktet i dit salgsmaterialet, jo lettere er det at overbevise en potentiel kunde om at købe det. Et foto, der viser, hvordan dit produkt ser ud, eller hvilke mennesker der står bag din service, gør kunden mere tryg ved at lægge sine penge hos dig. Hvorfor? Fordi han kan se, at ”produktet” rent faktisk eksisterer. Banalt, men sandt.

Grafiske elementer, du kan bruge i din brochure:

• Billeder – det stærkeste bevis på, at kunden får noget konkret for sine penge.  
• Tegninger – gode til at illustrere produkter og processer, der er svære at fotografere.
• Kort – gør det nemt at finde vej til din virksomhed.
• Diagrammer – skaber overblik over din organisation eller en kompleks service.
• Grafer – især velegnede til at visualisere økonomiske fordele.

Fokusér på dine selling points
Når du udvælger billeder og andre grafiske elementer til din brochure, gælder én gylden regel: Fremhæv dine vigtigste selling points. Hvis du sælger køleskabe og har meget fokus på hygiejne, bør du vise billeder af, hvor let det faktisk er at gøre køleskabet rent. Sælger du solenergianlæg, skal du ikke nøjes med at vise billeder af solceller på et hustag. Du kan med fordel supplere med en graf, der illustrerer, hvor hurtigt kundens investering er tjent ind igen i forhold til at bruge almindelig elektricitet.

Med andre ord: Brug de visuelle elementer til at gøre produktet så forståeligt, virkeligt og overbevisende som muligt. Husk for øvrigt altid at understøtte dine billeder og grafiske elementer med en appetitvækkende tekst, der kan hjælpe med at forklare og forstærke budskabet.

God skrivelyst!

Forankring fryder

Danske virksomheder er 100-metermestre i Corporate Social Responsibility (CSR). I hvert fald, hvis man spørger virksomhederne selv. Men når man forhører sig nærmere om det konkrete CSR-arbejde, er det svært at få øje på grundlaget for den selvbestaltede førerposition. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Deloitte.

Hos Publico har vi kigget nærmere på rapporten, som Deloitte har døbt ”CSR forankring i danske virksomheder”. Og det er tankevækkende læsning!

Strategisk pejlemærke

Måske ville en passende titel for rapporten snarere have været ”Mangelfuld CSR-forankring i danske virksomheder”. For selvom de 250 virksomheder, der deltog i Deloittes undersøgelse, giver udtryk for, at CSR-indsatsen stortrives, så er det en helt anden tendens, der viser sig, når man dykker ned i rapporten. Den afslører blandt andet, at kun en fjerdedel af virksomhederne har formået at forankre CSR-indsatsen i deres forretningsstrategi. Samtidig oplever kun en tredjedel, at ledelsen bakker op om CSR-indsatsen. Og det er drønærgerligt.

Forretningsstrategien er virksomhedens vigtigste pejlemærke, når den bevæger sig ind på ukendt CSR-territorium. Et territorium, der kan styrke virksomhedens konkurrenceevne, indtjening og omdømme, hvis bare kompasset peger i rigtig retning. Derfor er det svært at fornægte vigtigheden af en forankret indsats – og derfor er det så alarmerende, at Deloittes undersøgelse viser, hvor lille en plads strategisk forankring indtager i de danske CSR-indsatser.

Made in Denmark

På Christiansborg må de også ærgre sig over rapportens konklusioner. Tilbage i 2008 formulerede regeringen en handlingsplan om, at Danmark skal være førende inden for CSR. ”Made in Denmark” skal være garant for samfundsansvar. Det udløste blandt andet et nyt lovkrav til landets cirka 1.100 største virksomheder, som nu skal afrapportere deres sociale ansvarlighed. Og da selve fundamentet for handlingsplanens gennemførelse og succes er det, som regeringen kalder forretningsdrevet CSR – altså strategisk funderet CSR – er Deloittes fund lidt af et vingeskud.

Med ”ja-hatten” på

Rapporten er altså både tankevækkende og foruroligende, men der er også positive strømme at spore. I hvert fald, hvis man tager ”ja-hatten” på og dykker ned i alt det, der står mellem linjerne. For der – mellem lagkagediagrammer og punktopstillinger – er det ganske klart, at der ligger et stort uudnyttet potentiale, der måske kan indfri forhåbningerne om et CSR-drevet eksporteventyr. Potentialet ligger dog nok ikke kun i virksomheder med 200+ medarbejdere, som Deloitte har valgt at bygge undersøgelsen på. Dansk erhvervsliv udgøres primært af små og mellemstore virksomheder (SMV’er), som tæller virksomheder med 250 eller færre medarbejdere, og de bør ikke glemmes.

Hellere lille og vågen…

Og dermed er vi nået frem til min pointe: Netop SMV’erne er interessante samfundsansvarlige bannerførere for Danmark. CSR repræsenterer først og fremmest en ny måde at tænke og agere på, og SMV’erne er med deres slankere strukturer og kortere kommandoveje i reglen mere fleksible og omstillingsparate end de store organisationer. Derfor er det rimeligt at forvente, at SMV’erne både hurtigere og nemmere kunne forankre en CSR-strategi i hele virksomheden.

Deloittes rapport bør derfor ses som et opråb om, at mange virksomheder måske nok har idealerne i orden, men simpelthen har svært ved at gennemskue, hvordan de kan håndtere en CSR-proces. Formår virksomhederne – store som små – imidlertid at prioritere CSR-indsatsen, husker at lave forarbejdet ordentligt, foretager analyser af risici og muligheder og nedskriver en strategi med realistiske mål og en klar plan for eksekvering, så er der gode chancer for, at CSR kan løftes til at blive et forretningsskabende og ansvarligt konkurrenceparameter – for virksomheden selv og for Danmark. Og ved de ikke lige, hvordan den proces kan håndteres, ja – så kender jeg nogen, der kan hjælpe…

Med hovedet bag skærmen

”I used to meet girls hangin out at the mall, now I just wait for them to write on my wall”.

Sådan lyder det fra duoen Rhett & Link i sangen med den meget passende titel: “Facebook Song”. Selvom sangteksten er et komisk stykke prosa uden nogen form for videnskabelig validitet, tegner den et meget godt billede af, hvordan Facebook har ændret måden vi kommunikerer på i det enogtyvende århundrede. Men ventetiden bag den stationære computerskærms dage er talte. I dag tager vi nemlig Facebook med i indkøbscenteret.

 

Online anywhere, anytime
Udbredelsen af smartphones har flyttet vores digitale aktiviteter ud i det fysiske rum. Vi tjekker mail på vej til arbejde, opdaterer vores Facebook-status mens vi parkerer cyklen, og på den sidste fortovsstrækning melder vi vores ankomst til kontoret med Facebook-funktionen ’check in’. Smartphonen giver os mulighed for at være online anywhere, anytime – en tendens som peger i retningen af, at det ikke længere giver mening at adskille det fysiske og virtuelle rum. Facebook-forbruget stiger, fordi det efterhånden er blevet sværere at være offline end online. Med andre ord er det fysiske og virtuelle rum så godt som smeltet sammen – en tendens som Institut for Fremtidsforskning betegner som ”Det hybride Space”.

Men selvom vi har flyttet mange af vores internetaktiviteter ud i det fysiske rum, herunder Facebook, er vi ikke nødvendigvis blevet mere sociale. Et socialt møde vil ofte være adskilt af en digital mur, (vi slipper sjældent mobilen af syne!) Men hvem siger, at vi ikke både kan sludre med vennerne, drikke caffè latte og opdatere Facebook på én gang – vi har jo to hænder.

 

Ændret medieforbrug
Er det første du gør om morgenen at tjekke mail? At tjekke nyheder? At tjekke Facebook? Når vi begynder at anvende et nyt medie, tilpasser vi vores mediebrug efter mediets funktioner. Hvad angår smartphonens funktioner, har det sine fordele, at man kan svare en forretningsmail, mens man står i køen i Føtex (vi travle mennesker har jo brug for at udnytte tiden!). Men det skaber et usundt afhængighedsforhold til det at være available, som stiller os i et dilemma, når vi skal i skoven med familien om søndagen: ”Arj, jeg tager lige mobilen med, hvis nu der skulle komme en helt vildt vigtig mail!”

 

Debatlystne narcissister
For tre-fire år siden, før Facebook definitivt fik status som verdensbefolkningens foretrukne sociale netværk, og før iPhonen blev allemandseje, var det stadig selvfremstilling og identitetsdannelse, der var omdrejningspunktet på internettets sociale netværk. Den tendens startede allerede i midt nullerne, hvor alle begyndte at tale om web 2.0, og hvor TIME Magazine kårede ’YOU’ som årets person. Den senmoderne folkesygdom ’narcissisme’ spredte sig blandt andet på det sociale netværk Myspace, der gav brugeren en lang række muligheder for at konstruere sin personprofil, præcist som vedkommende gerne ville fremstå. I kraft af en række foruddefinerede felter kunne brugeren blandt andet angive sine favoritbøger og favoritkunstnere, der ville afspejle den ønskede virtuelle identitet. Omdrejningspunktet var ’mig!’.

Myspace lancerede i efteråret 2010 et nyt design, der fjernede mange af de gamle funktioner. Det nye design er mere stringent og ensrettet – træk som sjovt nok også kendetegner Facebook. Det indikerer både, at Myspace forsøger at vinde et kapløb om brugere, og at Myspace har erkendt, at dialog og relationer spiller en langt større rolle for brugeren i dag end tidligere (Narkissos druknede jo også i begejstringen for sig selv, om man så må sige…). Omdrejningspunktet for digital kommunikation synes i højere grad at være baseret på dialog og debat end visuel selvfremstilling. Man skal dog ikke underkende, at selvfremstilling og selvrealisering generelt også spiller en stor rolle på Facebook. Her har brugeren stadig mulighed for at angive favoritbøger og yndlingsmusik, men det er ofte gennem statusopdateringer og kommentarer, at identitetsdannelsen finder sted. Nøgleordet er feedback. Vi har fået øjnene op for den anerkendelse, det giver, hver gang en ven ’synes godt om’ om vores ’wall posts’ og statusopdateringer. Måske netop derfor er vores trang til altid at have mobilen med os vokset – så vi kan suge feedbacken til os, så snart den indtræder og opnå anerkendelse anywhere, anytime.

Tilbage til udgangspunktet
Internettets debatfora udvider det offentlige rum, og ingen ekskluderes på forhånd fra et fællesskab (med mindre der er tale om en lukket gruppe på Facebook). Det er en positiv udvikling, at dialog og debat er kommet i fokus, så vi ikke fortaber os i os selv, men forholder os til, hvad andre siger. Der findes naturligvis mange passive Facebook-brugere, der bare sufer rundt og snager lidt i fortidens relationer, men på et eller andet tidspunkt vil de sandsynligvis også føle trang til at deltage aktivt i fællesskabet.

Når vi i dag mødes med vennerne på café, ligger Facebook gerne fremme på bordet foran os. Vi vil ikke risikere at gå glip af en anerkendende ’thumb up’, når den indtræffer. Men er det ikke trods alt bedre at sidde online sammen i det fysiske rum, end at sidde hver for sig bag en skærm? Da de første chat-portaler så dagens lys, talte man om, at ’vi var sammen på en ny måde’. Nogle mente, at den slags medierede kommunikation var usund for vores sociale relationer og gjorde os fraværende, men chatfora var kommet for at blive. Nu har vi fundet endnu en ny måde at være sammen på. I det fysiske rum deler vi vores virtuelle fællesskaber, og det bringer os tættere på udgangspunktet for socialt samvær. I dag sidder vi ikke alene derhjemme og venter på nye wall posts eller elektroniske kærlighedsbreve, og det er da altid noget.

“Don’t judge…

…a book by its cover” siger englænderne, når de beder dig om ikke at skue hunden på hårene. For naturligvis har en bog sit indhold, og hunden har sin væremåde. Og selvfølgelig er det dét, der virkelig batter. Men det første du ser, er nu engang bogens omslag. Med mindre du altså sidder med en e-bog i hånden.

Internettet bliver af den libanesiske filosof Nissam Nicholas Taleb kategoriseret som en Black Swan Event. Begrebet dækker over, at internettet var en ‘begivenhed’, der fra beskuerens synspunkt kom som et lyn fra en klar himmel og samtidig har vist sig at have en bemærkelsesværdig gennemslagskraft og betydning for netop beskueren. På en skala fra amatørbokser til verdensmester har internettet da også kunnet slå mindst lige så hårdt som Muhammed Ali. Det har tilmed banket det mellemmenneskelige kommunikationsflow ind i en helt ny liga, hvor gamle medier håbløst halser efter. I årevis har bogbranchen derfor råbt “ulven kommer!” i forhold til e-bogen. Men nu hvor e-bogen er her, lader mediet ikke engang til at være væmmeligt nok til at kunne sluge det gammeldags bogmedium i én mundfuld. Ikke endnu, i hvert fald. Allerhøjest gumler det dovent på de gulnede sider.

Bogens enemærker
På sin vis er der noget betryggende ved, at et old school medium som bogen ikke sådan lader sig slå af pinden. Ikke engang det faktum, at nogle e-bogslæsere bærer et lille klistermærke med ægte papirduft eller indeholder en lydfil med genuin ‘bladre-lyd’, har kunnet gøre tricket. En af forklaringerne kunne være, at e-bogslæseren med sådanne virkemidler faktisk forsøger at agere bog på bogens præmisser. Big mistake. Samtidig må det dog også være svært at skulle nytænke et medium, der fungerer så godt som bogen: Den har en tydelig begyndelse og slutning, det er nemt at markere, hvor du er kommet til, den er oftest overskueligt inddelt i kapitler, og den kan tilmed stå synligt og let tilgængeligt i reolen.

Consider the cover!
En del af forklaringen på internettets succes som medie er naturligvis, at det ikke optager hyldeplads. Det er Lademanns leksikon, Encyclopedia Britannica og din klogeste onkel samlet i ét – samtidig med, at det er en uudtømmelig kilde til mere eller mindre plat underholdning. En anden del af forklaringen er, at internettet formår at kombinere visuelle og skriftlige kommunikationsvirkemidler med bravur. Hele tiden udvikles der nye metoder til, hvordan den flygtige læsers opmærksomhed kan fastholdes. Derimod formår de fleste e-bogslæsere paradoksalt nok ikke at bruge coveret til en fløjtende forårsfugl – e-bogslæseren ser altid ens ud, ligegyldigt hvilken bog du læser. Her har den ’rigtige’ bog pludselig givet et mere moderne medie visuel slagside, og forlæggere er tilmed blevet bevidste om, at bogen faktisk er et medie. Især amerikanske og engelske forlag er nu begyndt at dyrke coverets finesser i udpræget grad. Derfor er det også blevet mere interessant at beskæftige sig med netop parateksten; covers, smudsomslag og al den tekst, der står på bogen, men ikke er en del af selve teksten. Noget kunne endog tyde på, at parateksten bliver det nye sort, hvis man beskæftiger sig med et af de ældste kommunikationsmedier, vi har.

Fornuft i dobbelt-a?

Han så det efter sigende som et ’pragmatisk, visionært og uskyldigt’ forslag, den kære borgmester Wammen, da han i foråret fremlagde idéen om at ændre bogstaveringen Århus til Aarhus. Lokale og landsdækkende medier rakte mikrofonen frem mod befolkningen, og både spritteren og sprogforskeren tog siden del i debatten. Navneskiftet bliver som bekendt en realitet fra starten af det nye år, men inden da vil jeg også byde ind med et lille rap fra andedammen.  

Som kommunikationsstuderende og bosat i Århus har det på mange måder været en nærværende og interessant debat. Med forslaget har Wammen, ligesom Moses, formået at dele vandene (her stopper sammenligningen mellem de to i øvrigt), og landets kloge hoveder er stadig dybt uenige, om det er en god idé.

 

Uenige eksperter

Hovedargumentet fra Wammen lød, at dobbelt-a’et vil give en ortografisk samklang i måden, vi staver bynavnet på herhjemme og i udlandet og dermed skabe synlighed på nettet og gøre det nemmere at markedsføre Århus i udlandet. Borgmesteren kunne i øvrigt berolige århusianerne med, at byen indtil 1948 jo blev stavet Aarhus, og at navneskiftet derfor respekterer byens fortid, samtidig med at man ser fremad.

Fra den modsatte fløj lød det, at bolle-å’et visualiserer en del af Århus’ og Danmarks særpræg og derfor med fordel kan bruges til positionering og branding af byen. Og i stedet for at tilpasse vores sprog til computerne bør vi (i endnu højere grad) tilpasse computerne til vores forskellige sprog og tegn, argumenterede man.

 

Bolle-å er som leverpostej

Og hvem af de kloge hoveder er så klogest? Tjaa. Ligesom leverpostej er bolle-å’et en lokal specialitet, som mange udlændinge umiddelbart kløjes i og har lidt svært ved at forstå. Derfor er der ganske sund fornuft i, at Wammen vil tilberede bynavnet med andre ingredienser, der er lettere fordøjelige i store dele af verden. Jeg tror selv på tekster, som tager afsæt i modtagerens behov og fra det udgangspunkt skaber værdi for begge parter. Og det var vel også det, Wammen forsøgte, da han fra sit kontor på Rådhuset kiggede mod udlandet og foreslog, at vi igen skulle stave Århus med dobbelt-a. Men han kiggede ifølge meningsmålingerne hen over hovedet på størstedelen af århusianerne, som helst ville beholde den nuværende stavemåde…

Godt nok skal vi i reglen kommunikere ud fra modtagerens behov, men hvis vi lader det udvande vores særpræg og identitet, gør vi os selv en bjørnetjeneste. Vi bliver ikke mere synlige af at lægge os tæt op ad de andre – tværtimod. Bogstavet og udtalen af bolle-å er så geografisk bundet, at det selv i en ellers kedelig brødtekst kan hjælpe en by som Århus med at differentiere sig. Derfor skulle de millioner, navneskiftet vil koste, hellere bruges på at udvikle byen og brandet til, at vi bliver interessante nok til at kunne bære et unikt navn. Og lad os så præsentere det store udland for vores lokale specialitet – måske lune den og servere den på rugbrød med champignon og lækker dansk bacon.

 

Århus eller Wammen?

I forbindelse med navneskiftet er der skrevet og snakket en del om Århus i både danske og udenlandske medier – men samtidig også om Nikolaj Wammen. Den unge borgmester tilegnede sig med et politisk forslag, der er let at forstå og findes en holdning til i alle samfundslag, værdifuld taletid og spalteplads, kort tid inden Wammen offentliggjorde, at han drager mod Borgen. Og når kritikerne har skreget sig hæse, vil han i den brede befolknings øjne stå som et velkendt ansigt og en handlekraftig politiker. Så hvis profil tjener navneskiftet af Århus i virkeligheden? Viser det sig at tjene både borgmesteren og byen tager jeg hatten af for strategisk velovervejet og kreativt veludført kommunikation, Nikolaj Wammen…

Den sælgende brochure: Tip 2 af 3

Er du træt af at skrive brochurer direkte til læserens skraldespand? I en række på tre indlæg giver Protekst tip til, hvordan du skriver en vellykket brochure, der ikke spilder læserens tid, men hjælper med at træffe en købsbeslutning: Deal eller no deal?

Tip nr. 2 – Organisér dine selling points
En god brochure fortæller en historie – en produkthistorie – med en begyndelse, en midte og en slutning. Derfor er det vigtigt at have en logisk struktur, der tager læseren ved hånden og fører ham sikkert gennem dine salgsargumenter, også kendt som selling points.

Udvælgelse og strukturering af indholdet afhænger af den produkthistorie, du ønsker at fortælle, samt af læserens behov for information. Den vigtigste tommelfingerregel er, at du aldrig må sige C, før du har sagt A og B – ellers risikerer du at forvirre læseren.

Tag udgangspunkt i læserens viden
Spørg dig selv, hvad læseren ved om dit produkt. Spørg også, hvad du som fagperson tager for givet, men som læseren måske ikke har skænket en tanke før. Vær ikke bange for at gøre indholdet både konkret og pædagogisk.

En klassisk indholdsstruktur ser sådan ud:

• Introduktion af produktet (Hvad kan det overordnet hjælpe kunden med?)
• De største fordele ved at bruge produktet (Egenskaber + konkret udbytte?)
• Tekniske detaljer (Stiller produktet fx nogle fysiske krav til købers hjem/kontor?)
  
• Call-to-action (Hvordan kommer kunden videre i købsprocessen?)
• Kort om din virksomhed (Hvem er I? Hvad kan I? Hvordan arbejder I?)

Besvar spørgsmål, eller giv en rundvisning
Du kan også vælge at strukturere din brochure efter, hvad kunderne ønsker at vide om dit produkt. Har du fx oplevet at få mange spørgsmål til et produkt, kan du lave en brochure, der besvarer de 5-10 mest stillede spørgsmål.

Og hvis du fx sælger køkkenudstyr til restauranter, kan du bygge brochuren op som en rundtur i et moderne industrikøkken. Det vigtigste er, at du altid tager afsæt i, hvordan dit produkt kan løse læserens behov, og hvad han på forhånd ved om dit – eller et tilsvarende – produkt.

God skrivelyst!

Forsvar for kvalitativ virkelighed

 ”En undersøgelse viser …”, ”nye tal dokumenterer…”, ”danskerne mener…”. Somme tider kan det være svært at sparke sig frem for tekster, hvis afgud hedder tal – både i nyhedsstrømmen og i virksomhedskommunikation. Og på sin vis er det forståeligt nok. Statistik eller meningsmålinger lugter objektivt, og det skaber nyhed og dokumentation i en arbejdsgang. Så hvorfor er dullen gal i skralden?

Tal-sjusk
Problemet er, at det kan være svært for modtager at vurdere, om datagrundlag og metoden er valid. Er undersøgelsen eksempelvis repræsentativ? Har spørgsmålene været ledende? Og har nogen haft en mindre fin dagsorden for at tilvejebringe netop den vinkel? Tænk over, hvor ofte du er stødt på en undersøgelse ledsaget af forbehold for usikkerhedsmargin, adgang til spørgerammen og antal samt udvælgelse af respondenter? Min uvidenskabelige oplevelse er i hvert fald, at deadlines og trangen til at bringe eksklusive eller interessebårede historier alt for ofte trumfer den journalistiske redelighed.

Nuancer af gråt
Men det værste er næsten, at den omfangsrige brug af statistik (nej, jeg har ikke nogen tal på det!) kan skabe en virkelighed, hvor noget først findes, hvis det kan måles og vejes. Verden er nu engang oftere utallige nuancer af gråt end skarpskåret sort og hvidt. Og ja, det kan karambolere med nyhedskriteriet om vinklede, enkle historier, som kan kortes fra bunden. Men virkeligheden er kompleks, unik og detaljeret. Uden dybdegående analyser, fængslende reportager og tilbundsgående baggrund bliver det sværere for modtager at følge de argumenter i historien, som skal bidrage til en dybere forståelse. Uden kontekst bliver statistik bare fakta-fragmenter, som svæver i vinden.*

* Her vil den snilde læser fluks indvende, at jeg i ovenstående gør mig til talsmand for enkeltstående øjebliksbilleder, som aldrig kan give modtager det nødvendige overblik og fornemmelse for overordnede linjer. Det er naturligvis ikke tilfældet. Men havde jeg sunget en lang sang om glæderne ved kombinationen af det kvalitative og kvantitative perspektiv, havde du sikkert synes, historien var for vagt vinklet. Hvis ikke, så læs medieforsker Stig Hjarvards virkelig kloge, men ret langhårede, refleksioner.

Den sælgende brochure: Tip 1 af 3

Er du træt af at skrive brochurer direkte til læserens skraldespand? I en række på tre indlæg giver Protekst tip til, hvordan du skriver en vellykket brochure, der ikke spilder læserens tid – men hjælper med at lette beslutningen om et muligt køb.

Tip nr. 1 – Tilpas brochuren til salgsprocessen
Et produkt, der præsenteres i en brochure, er sjældent egnet til impulskøb. Ofte er der tale om relativt dyre eller komplekse produkter, som kræver større overvejelse før et køb. Det kan for eksempel være produkter som computere, biler, finansielle ydelser, seminarer, forsikringer og ejendomme.

Som virksomhed bør du gøre dig klart, hvor brochuren passer ind i salgsprocessen. Brochuren skal bruges et sted mellem den første kontakt med kunden og det endelige salg – men hvor? De bedste brochurer indeholder lige akkurat nok information til at lede kunden videre til næste led i salgsprocessen.

Overvej, om din brochure skal bruges som:

• Leave-behind (efterlades hos en potentiel kunde efter et møde)
• Point-of-sale-materiale (udleveres i butikken eller på salgsstedet)
• Svar på forespørgsel (kunden efterspørger mere information, fx på nettet)
• Direct mail (som supplement til et salgsbrev)
• Salgssupport (støtter sælgerne i deres mundtlige salg)

Til ringbindet eller lommen?
Når du kender din brochures placering i salgsprocessen, er det vigtigt at tænke over, hvordan den skal se ud. Stil dig selv spørgsmål som: Skal brochuren bruges sammen med andre dokumenter – og hvilken størrelse har de? Hvordan vil brochuren blive arkiveret, når kunden har læst den? Skal den for eksempel kunne passe ind i et ringbind eller blot stikkes i inderlommen? Alt dette kan du styre med et velgennemtænkt design.

God skrivelyst!

De djævelske detaljer

To ord, der skulle have været ét. En stribe forkerte kommaer. Unødigt snørklede formuleringer. Og deciderede sjuskefejl. Ligesom det klør i fingrene på de fleste tømrere, når de ser et fejlfyldt byggeprojekt, går min læsning i sort, når jeg fanger fejl på stribe i en tekst med professionel afsender.

 Senest er min – indrømmet nidkære – tekstsnedker-harme gået ud over en annonce fra Samsung (gå til magasinets sidste side). Idéen bag annoncen, der markedsfører selskabets it-løsninger, er der som sådan intet i vejen med. Til gengæld rummer de seks linjers tekst to fejl og en formulering, der er på vippen. ”Kontor landskab” lyder overskriften til billedet af en ung fyr, der sidder med sit iglotelt og sin pc på toppen af et bjerg. Den overskrift skulle selvfølgelig være i ét ord, og den er ikke valgfri! Længere nede fortæller teksten om ”Samsungs uafbrudte stræben efter en bedre morgendag”. Vel ikke direkte forkert, men dog en liiiidt tvivlsom formulering på dansk, som lugter af en direkte oversættelse fra engelsk. Endelig kommer en grel sjuskefejl, som selv Words stavekontrol fanger: ”Friheden til selvat vælge” står der minsandten i linje 5.

Nå, nok om den annonce, der blot er ét eksempel blandt mange. DSB’s S-togs-reklamer lader for eksempel også af og til noget tilbage at ønske. Selvfølgelig skal der være plads til bittesmå fejl i en lang tekst. Men to-tre tydelige svipsere på seks linjer er ikke godt. Måske bør Samsung næste gang overveje at købe sig til halvanden times korrektur, inden de indrykker en dyr annonce i flere magasiner. Det er næppe korrekturen, der vælter budgettet – jeg kender i hvert fald nogen, der kan hjælpe til rimelige penge…

Detaljerytter? Tja, djævelen ligger vel netop i detaljen.

Kreativ på kommando – eller jagten på den gode skriveproces

”Skriv en annoncetekst, der rammer lige på kornet. Det er kun fire linjer – og du har helt til i morgen”.

Sådan kunne opdraget til en ganske almindelig tekstforfatter på en ganske almindelig onsdag sagtens lyde. Og så er det jo bare at gå i gang. Det gør jeg så. Altså når jeg lige har skimmet tre andre brochurer til inspiration og drukket en kop kaffe (mere). Motoren skal jo lige køres varm og gps’en indstilles til rette destination…

Jeg indrømmer det blankt – frygten for at blive konfronteret med det blanke word-dokument dukker stadig indimellem op som en lille drilsk djævel, der sidder på skærmkanten og griner ad mig. Ganske upassende, når man anser sig for professionel skriverske med styr på både indholdsdispositioner, målgruppeanalyser og genrejonglering. Og faktisk sagtens kan skrive en kreativ og original tekst – til tiden.

At skrive er som sagt en udfordring, jeg sidder over for næsten dagligt. Det er mit job. Så hvorfor kan det stadig være så svært? Jo, nok fordi der sidder en lille perfektionist derinde og vil levere det geniale hver gang. Pokkers til stopklods…

Der findes mange tilgange til det at skrive, og alle har vi vores foretrukne metode. Selv har jeg nok altid mest været typen, der gennemtænker struktur og pointer, inden jeg går til tasterne. For eksempel kunne jeg under min specialeskrivning gruble i en halv time over en sætning, før jeg bevægede mig videre i teksten. Resultatet blev ganske fint, bevares, men med et bedre flow i min skrivning havde jeg nok fået værket færdiggjort lidt hurtigere, end tilfældet var.

Måske er de ikke så dumme alligevel, alle teorierne om kreative skriveprocesser, der argumenterer for, at kreativitet ikke er en kunst, men en arbejdsproces. Så ja, også denne gang starter jeg med en omgang hurtigskrivning. Således opildnet af glæden ved at se ordene tage form på skærmen, kommer jeg i gang. Starter i første gear, kommer op i andet og tredje. Forsøger at holde øjnene på vejen foran mig og ikke tænke over, om jeg kørte af lort i forrige sving (som min kørerlærer yndede at sige). Så kører jeg ruten et par gange igen, finpudser den og får til sidst en helt lækker kørestil.

Måske her jeg bare lært, at det i bund og grund er en dårlig idé at ville være kreativ (at få ideer) og være kritisk (slette dårlige ideer) på en gang. Man kommer jo ligesom heller ikke langt i bil ved at speede og bremse samtidigt, vel?

Og sådan fik endnu en tekst hjul at køre på. Skrivedjævlen – ham har jeg låst inde i kopirummet.

Hvor er du fra?

Førstehåndsindtrykket af et andet menneske hænger ofte ved længe. Uanset om det er taxa-chaufføren, du sikkert aldrig ser igen, din nye chef eller en potentiel kæreste. Derfor bruger vi en del energi på at bryde isen med small talk for at komme over den akavede stemning og skabe en relation. Et af de klassiske spørgsmål, som mange især ynder at stille ikke-hudfarvede eller eksotisk navngivne, er: Nå, hvor kommer du så fra? Sagt i den netop beskrevne uskyldige kontekst. Så hvad er problemet?

Sådan rigtigt
Problemet er, at spørgsmålet om ens ”rigtige” herkomst markerer, at man i hvert fald ikke er her fra – også selv om det ikke er spørgerens hensigt. Og man kan godt blive lidt træt, hvis svaret ”Nordjylland” bliver mødt med spørgsmålet: Arhj, jeg mener – sådan rigtigt? Politisk korrekt, oversensitivt og halalhippificeret? Det er muligt, men dybest set bunder min irritation hverken i krav om særbehandling, eller at folk ikke må spørge til det, de kan se – men i et banalt ønske om at høre til.

Ingenmandsland
Som nougatfarvet året rundt kender jeg hvor-er-du-fra-rutinen intimt. Da ingen kan se på mig, at jeg hverken er adopteret eller indvandret, men indehaver af en dansk og en udenlandsk forælder, møder jeg alle variationer over temaet. Som for eksempel om jeg har mødt mine biologiske forældre. Eller som de fortvivlede damer i store gevandter, som tiltaler mig på alverdens tungemål. Eller som min frisør, der præsenterer sit hjemland og spørger efter mit. I mine teenageår opsøgte jeg min fars hjemland med en naiv dagsorden om endelig at ligne alle andre. Og så spurgte de gudhjælpemig om, hvor jeg var fra. Jeg så alt for europæisk ud.

Sommersucces
Alligevel er jeg en happy camper. Sommerens rejse gik til Portugal, som i århundreder har modtaget mennesker fra de nu tidligere kolonier. Folk tiltalte mig flere gange på portugisisk, og jeg blev latterligt glad, fordi nogle syntes, jeg lignede en, der hørte til. Så politisk korrekt eller ej – næste gang du møder et menneske for første gang: Overvej at droppe hvor-er-du-fra som isbryder-spørgsmål.

Public service: Er du en net addict?

Tjekker du din mail i ferien, opdaterer du din Facebook-status flere gange om dagen, og konverserer du mere med tasterne end med stemmebåndet? Måske skulle du bare en gang imellem gribe knoglen og ringe til en ven – eller måske endda bevæge dig ud i “real life” og møde et rigtigt menneske. Måske skulle du undlade at fortælle (Facebook)-verdenen, at du lige har puttet lillemanden – bare denne ene gang (please). Og måske skulle du lade auto reply tage sig af sagerne i de uger om året, hvor du er på ferie.

Er du i tvivl, om du skal føle dig ramt, så test dine netvaner på K-Forums tjekliste. Hvis du svarer bekræftende på fem ud af syv af følgende spørgsmål, bør du overveje at skrue ned for dit internetforbrug.

1.    Er det første, du gør hver morgen, at tjekke din e-mail?
2.    Opdager du ofte, at du glæder dig til næste gang, du er online?
3.    Når du er online, og nogen spørger efter dig, siger du så: “Bare lige et par minutter, så er
jeg der”?
4.    Har du nogensinde løjet om dit internetforbrug?
5.    Har du nogensinde prioriteret at bruge tiden på at være online i stedet for at være sammen med vennerne?
6.    Gør det dig glad at gå online; hjælper det på det dårlige humør?
7.    Er der nogen i din omgangskreds, der klager over, at du er for meget på?

Læs på K-Forum, om vi bliver dummere eller klogere af internettet.

Hvis du kan svare bekræftende på fem ud af følgende otte symptomer, skal du ikke blot overveje at skrue ned. Ifølge netaddiction.com skal du i så fald have stillet en diagnose.

1. Føler du dig optaget af internettet (er dine tanker optaget af tidligere online-aktivitet eller næste online-session)?
2. Føler du, at det er nødvendigt at bruge internettet i stigende mængder af tid for at opnå tilfredshed?
3. Har du gentagne gange gjort forgæves bestræbelser på at kontrollere, skære ned eller stoppe brugen af internettet?
4. Føler du dig rastløs, humørsyg, deprimeret eller irriteret, når du forsøger at skære ned eller stoppe brugen af internettet?
5. Er du online i længere tid, end det oprindeligt var meningen?
6. Har du sat betydelige forhold, job, uddannelse eller karriere på spil på grund af internettet?
7. Har du løjet for familiemedlemmer, terapeuter eller andre for at skjule omfanget af dit internetforbrug?
8. Bruger du internettet til at flygte fra problemer eller lindre dystert humør (f.eks hjælpeløshed, skyldfølelse, angst, depression)?

Er du i farezonen, bør du hurtigst muligt kontakte Dr. Young fra netaddiction.com. Det er sikkert alle pengene værd…

Webfilm taler til urmennesket

Nettet var oprindelig et tilholdssted for dokumentfreaks. Her kunne forskere og studerende fra universiteter rundt om i verden dele deres resultater og indskrive sig en i løbende dialog inden for et konkret forskningsfelt. I den forstand var nettet allerede i sin grundtanke et socialt medie, hvor det handlede lige så meget om at give som om at modtage. De tekniske funktioner var primitive, og det samme var æstetikken. Men det var helt ok. Brugerne var tålmodige og drevet af en kærlighed for abstraktioner og dyb viden.

Fristelsernes kalejdoskop
I dag er nettet stadig fuldt af tanker. Men det er også et voksende kalejdoskop af teknik, æstetik og kommercielle budskaber – og det er ikke længere kun forbeholdt dokumentfreakene. Det er blevet hipt, for nu at bruge et håbløst uhipt ord. Og de fleste virksomheder har i dag forstået, at nettet udgør planetens største markedsplads og er en uundværlig markedsføringskanal i kampen om kunderne. Antallet af hjemmesider er steget eksplosivt siden midten af 1990’erne, og det samme er fristelserne.

Rastløse cybersjæle
Nettets fristelser består af et stadigt større udbud af visuelle og spektakulære virkemidler, der som konsekvens forvandler brugerne til rastløse cybersjæle, som hele tiden er på jagt efter det næste sansefix. Den gennemsnitlige netbruger er ikke længere drevet af en kærlighed for abstraktioner og dyb viden. Han er drevet af et ønske om at blive underholdt; at få stimuleret sine sanser. Det er blandt andet derfor, at YouTube som underholdnings- og salgskanal har vundet så voldsom udbredelse i det tilsyneladende uendelige cyberspace. Men hvad kan videomediet – eller webfilmen – som teksten ikke kan? Jeg mener, at man kan pege på mindst én afgørende faktor.

At se og høre – den naturlige tilstand
Levende billeder er i deres natur bedre til at fastholde menneskers opmærksomhed end tekst. Lidt flot kan man sige, at filmsproget taler til vores før-sproglige og mest primitive sanseberedskab, der automatisk stræber mod at orientere sig i tid, rum og lyd ved hjælp af audiovisuelle stimuli fra omverdenen. Ikke at kunne mestre denne egenskab betød oftest den sikre død, da mennesket levede blandt løver og andre sultne rovdyr på den afrikanske højslette. At se og høre er altså noget, vi gør fra fødslen for at kunne overleve farer og finde føde (skelne de spiselige planter fra de giftige). Det er så at sige en ’naturlig tilstand’, der ikke kræver megen anstrengelse, men som vores liv afhænger af.

Tekst skal afkodes
Anderledes forholder det sig med en tekst. Dens tegn skal afkodes, før vi kan ’orientere’ os i den og omsætte indholdet til levende billeder på den indre tv-skærm. Det kræver mere energi. Og da vi samtidig ved, at læsehastigheden på en computerskærm er nedsat med cirka 25 procent i forhold til på papir, er det ikke svært at forstå, hvorfor filmmediet er så perfekt til at fastholde opmærksomhed og overbringe budskaber på nettet. Når vi elsker webfilm, er det altså fordi, vi har en medfødt refleks til hurtigt at orientere os i tid, rum og lyd – og at øjnene og ørerne nu engang er de bedst udviklede redskaber til at gøre det.

Protekst har nu taget konsekvensen af den ’naturlige tilstand’ og er selv begyndt at lege med filmmediet. Se fx her, hvordan en tegnefilm har hjulpet Berlingske Media med at formidle et lønsomt budskab om avisordninger!

SAS’ maveplasker

Det begyndte, som det skulle. Knap var en askesky drevet ind over Europa, før SAS elegant fik placeret sig på tv-skærmen. Konkurrenterne fra Cimber, Norwegian og en række europæiske selskaber harcelerede over, at myndighederne ikke undersøgte, om asken nu også var så slem at flyve igennem. Men SAS tog en anden mine på. ”Nej, vi overlever nok, at det koster nogle penge. Vi tænker udelukkende på vores passagerer og forsøger at hjælpe dem bedst muligt,” lød budskabet igen og igen i forskellige varianter fra forskellige af selskabets talspersoner.

Askeskyen var virkelig en lejlighed til at fremtræde som en seriøs modvægt til discountselskaberne, der har ry for kun at tænke på egen pengepung. Og en mulighed for at købe sig lidt goodwill hos den almindelige dansker oven på miseren med de nødlandede Dash-fly og en række katastrofale regnskabstal. Derfor var det et kommunikationsmæssigt klogt træk at holde fokus på at hjælpe passagererne uden kompromiser – og lade andre selskaber slås med myndighederne om en sag, der alligevel var svær at gøre meget ved.

Men som askepartiklerne steg til himmels, fossede endnu flere penge ud af SAS’ kasse – dag efter dag. Flyselskabet forventer i skrivende stund, at op mod en halv milliard kroner er gået op i røg under askekrisen, og til sidst blev det tilsyneladende for meget for koncernkaptajn Mats Jansson og hans besætning. 19. april meddelte SAS, at selskabet ikke længere ville yde fuld kompensation til de passagerer, der var strandet uden for EU – og hurtigt fastslog Forbrugerrådet i flere medier, at den melding var i strid med loven. Wupti, en kommunikationsmæssig optur var vendt til en ærgerlig maveplasker.

19. april kunne SAS selvfølgelig ikke vide, at askeskyen så småt var på retræte, og at slagsmålet om passagererstatning næppe var værd at begive sig ud i. Men tilbage står ikke desto mindre et billede af, at SAS er et selskab, der bekymrer sig om passagererne og leverer solid kundeservice – så længe det ikke er alt for dyrt.

Mere sommer på Facebook

Jeg går på Strøget i Århus lørdag formiddag, og som det så ofte sker på disse breddegrader, hvor så mange må kæmpe så hårdt for deres demokratiske rettigheder, hører jeg pludselig lyden af trommer i det fjerne.

Lyden bliver højere, og nu høres også høje slagord råbt ud gennem en megafon. Jeg er ikke overrasket, blot irriteret. Mine knoer bliver langsomt hvide i mine lommer, hvor jeg i det skjulte kan knytte mine næver og klargøre mine gøglerparader. Hvad har de nu fundet på af ligegyldigheder at demonstrere imod? Hvis éthjulede cykel skal jeg i dag stikke en kæp i hjulet på?

Som altid er det helt umuligt at tyde, hvad de råber igennem megafonen. Det er vel i bund og grund også dem ligegyldigt, bare de bliver hørt.

Nu er de lige om hjørnet, kan jeg høre. Heldigvis har min kæreste taget et solidt greb i min ene arm, så hun kan forhindre mig i at stoppe sablen i den forkerte hals på en af de “forurettede”, som om et øjeblik står foran mig.

Men så bliver jeg overrasket. Spændingerne i mine skuldre løsnes, og blodet løber tilbage til mine knoer. For det er måske nok de samme rebeller uden sag, som kommer gående, men på deres bannere står der ikke “Ungdomshus i Bruuns Galleri NU!” eller “Mere flaskepant til kontanthjælpsmodtagere”. Der står i stedet “Mere sommer til danskerne”.

Ja, det er minsandten Somersby Cider og den søde kapitalisme, der denne lørdag formiddag har vundet over gademusikanter, gøglere og andre oversete terrorister.

Carlsberg, som står bag, har været ganske opfindsomme med reklamerne, lige siden Somersby blev lanceret, og det igangværende markedsføringsstunt, hvor man forsøger at skabe et fællesskab omkring kampen for mere sommer, er særdeles kreativ. Med en humoristisk mærkesag, som alle danskere kan støtte op om oven på den forhåbentlig snart overståede fimbulvinter, skaber de goodwill og opmærksomhed om deres sommerdrik.

Omdrejningspunktet er Facebook-siden “Mere sommer til danskerne”, som i skrivende stund har 4.546 fans – næ, 4.547 mig inklusive. Herfra mobiliseres vintertrætte danskere til at ”demonstrere” for mere sommer og engagere sig i happenings i landets tre største byer.

Et godt eksempel på den gode community-kampagne og en sjov og – for mig – overraskende og lettende oplevelse at blive mødt af cider i stedet for cirkusartister.

Det umiddelbare formål med kampagnen var at samle en anselig flok anarkister, som var parate til at vende det etablerede system ryggen og stille tiden til sommertid 21. marts i stedet for 28. marts som resten af landet. Det lykkedes mig bekendt ikke at gennemtvinge den tidlige sommer, men mon ikke det lykkes Carlsberg at sælge flere Somersby i år? Og mon ikke det er det egentlige formål? 

Opråb til plattenslagere og aromaterapisælgere!

I tilfælde af at du skulle have snuppet dig en velfortjent ”morfar” i tidsrummet mellem 20.00 og 20.10 – undskyld, mellem 2000 og 2010 – har jeg godt nyt til dig: Internettet har vendt op og ned på forretningsverdenen, som vi kender den.

Ikke den store overraskelse her, vel?

Den egentlige overraskelse ligger et andet sted. Nemlig i hvor lidt det faktisk har betydet for den måde, virksomheder kommunikerer med deres kunder på. Tag et smut forbi en tilfældig dansk virksomheds hjemmeside, og se, hvordan gamle formidlingsvaner ukritisk er overført til nettet: Reklamegas og polerede ligegyldigheder.

Men ikke mere! Det stopper her, lige nu, denne fredag, før weekenden, inden påske. Lad os derfor i fællesskab (gen)læse to citater i bogen Cluetrain manifestet fra 2001 – og minde hinanden om forbrugernes altdominerende magt. Og bagefter lære os selv at tale med dem.

Cluetrain manifestet (s. 61):
”Markederne ønsker ikke at tale med smarte reklamefolk og plattenslagere. De ønsker at deltage i de samtaler, der finder sted bag virksomhedernes fæstningsværker. Nu lader vi maskerne falde og bliver mere personlige: Vi er markederne. Vi vil tale med jer.”

10 sider senere – nu er der for alvor dømt huskekage til de tunghøre:

Cluetrain manifestet (s. 71):
”Vi udtrykker os på en ny måde online – en måde, som aldrig har været mulig, som aldrig før har været tilladt. Der er ingen tvivl om, at talen er som et kraftigt virkende narkotikum, når først den er frigivet. Du kan lige så godt vænne dig til det; det er kommet for at blive. Hvad betyder det for den elektroniske handel? Prøv at gætte. Vi er ikke de nydeligt forudsigelige forbrugere, som virksomhederne kan huske fra i går. Vi har smagt på noget andet, og vi kan lide det. Vi vil lave det selv, og vi vil forsvare det med en vildskab, som måske vil overraske de fleste virksomheder. Hvis du er en virksomhed, gør du klogt i at tro på os: Det er en overraskelse, som du hellere vil være foruden. Vi er på markedet for mange ting, men det marked, hvorpå vi ser os selv, har større lighed med oldtidens markedsplads. Fortæl os nogle gode historier og fang vores interesse. Du må ikke tale til os, som om du har glemt, hvordan man taler. Du må ikke få os til at føle os små. Husk os på, at vi skal vokse. Vis en smule menneskelighed.”

God weekend.

PS: Ikke et ondt ord om aromaterapisælgere.