Den store, onde verden

Her op til jul er der altid plads til mange samtaler i familien. Man diskuterer verdenssituationen på kryds og tværs hen over juleslikket. Og mens ”verdenssituationen” en gang i fordums tid nok mest af alt var et udtryk, fordi man sjældent kom meget videre end til at diskutere naboens gøren og laden, så er det i dag fuldstændig dækkende. Vi skal forholde os til hele verdens problemer hver dag, og det giver grobund for mange bekymringer. Det gælder måske særligt for den generation, der ikke er vokset op med computere og hurtig adgang til information. De har ofte svært ved at forstå, at verden altså ikke er ondere i dag, end den var for 50 år siden, da de var små, uskyldige purke.

 

Da jeg var barn…

Vi kender alle påstandene: ”Da jeg var barn, var der ikke lige så meget mobning, som der er i dag” eller ”Der er meget mere vold i dag”, eller ”Det er også fordi, børn ser så meget. Alle de der computerspil”. Og selvom de voldstilfælde, man ser i dag, ganske vist ofte er af voldsommere karakter, er der til gengæld lige så få voldsepisoder som for fyrre år siden. Men i stedet for kun at høre om Skælskør og omegn, eller hvor man nu befinder sig, skal man i dag også forholde sig til København, Jerusalem og New York – og alle de andre steder midt i mellem. Det kræver, at man er i stand til at filtrere væsentlig mere info, end det tidligere var nødvendigt. Man skal med andre ord være meget mere kritisk over for informationen, fordi man får alt, alt for meget.

Og så er der spørgsmålet om mobning. Et fænomen, der ikke var spor fokus på, da far var dreng. Undersøgelser viser faktisk, at mobningen var af voldsommere fysisk karakter, da far var barn, og at der næsten ikke var noget hjælp at hente fra lærerne. I dag er mobning i lærernes søgelys, og drillerierne er blevet nedbragt fra, at 25 procent elever kunne svare ja til at føle sig mobbet i 90’erne, mens kun 6 procent føler sig mobbede i dag – og mobningen er primært af psykisk karakter.

 

Spis ét stykke

Summa summarum er verden nok ikke ondere i dag, end den var for 50 år siden. Men det er klart, at man for at komme frem til den konklusion er nødt til at søge på fakta. For det er ikke det billede, vi får serveret, hvis vi kigger i nyhederne, aviserne og internettet.  Det er svært at navigere i al den information, man får på alle de forskellige kommunikationsplatforme. For i dag er der ikke kun en slags slik at tage af. Al slags slik på alle de hylder, man kan forestille sig, er tilgængeligt. Derfor er kunsten nok mest af alt ind i mellem kun at tage ét enkelt stykke.

UNHATE: Plat politiseren eller progressiv provokation?

Benetton har gjort det igen. Skabt en stærk, visuel kampagne, som får sindene i kog på tværs af kloden. Denne gang med manipulerede fotos af både verdslige og religiøse ledere i tætte og overbevisende kyssesituationer. De hede læbeberøringer er udvekslet mellem alle fra Obama, Sarkozy og Merkel til Chavez og Hu Jintao. Dog var pave-snavet med den egyptiske imam el-Tayeb for stærk kost for Vatikanet, der krævede og lykkedes med at få det flamboyante tøjfirma til at fjerne den version af plakaten. Fra Benetton lyder det, at kampagne-kyssene er ”symboler på forsoning – med et strejf af ironisk håb og konstruktiv provokation – der forhåbentlig kan stimulere til refleksion over, hvordan politik, tro og ideer – selv når de er forskelligartede og gensidigt modstridende – kan føre til dialog”. Er det kvalmen eller en idealistisk klump i halsen, som presser sig på? Nok et spørgsmål om temperament.

 

Genialt eller banalt?
I hvert fald har de kontroversielle mundsammenstød nærmest druknet det faktum, at plakaterne blot er fortroppen for The Unhate Foundation. Initiativet indeholder også en glittet film, hvor smægtende violiner lægger lydside til kys mellem personer af snart alle seksuelle og religiøse observanser, aldre og racer på ægte Benetton-maner. Ordløst (og med glimtvise tunge-slammere) gør Benetton opmærksom på, at forsoningen mellem smukke mennesker altid er en mulighed. Dette garneres med en kysse-væg på websitet, hvor brugere selv kan uploade manipulerede mundmøder. Genialt eller banalt?

Unhate-duen kurrer
Desuden rummer tiltaget en endnu ikke fastsat global Unhate-dag, hvor der i 50 byer verden over lanceres events i den gode sags tjeneste. Og – hold nu fast – en fire meter lang skulptur af en due udført af genbrugte krigskugler. Duen skal med et budskab om tolerance doneres til et land, der for nyligt har stået i en voldsom konflikt. Nu skal jeg ikke gøre mig selv til postkrigs-ekspert, men fredsduer i genbrugs-bly står næppe øverst på listen over behov for en krigstraumatiseret befolkning.

 

Foren jer, politiske forbrugere
Er det så en god kampagne? Det er svært at sige. Omtalen er uomtvisteligt omfattende. Og i segmentet for de aktivistiske politiske forbrugere er den sikkert lige i vinkel, ligesom unge hipster-æsteter sandsynligvis er fascinerede af den lækre eksekvering. En vrippen kulturradikal støder som mig kan dog godt få en kende kvalme ved at se den slags banaliteter bundet for en kommerciel tøjkampvogn, ligesom jeg tillader mig at tvivle på, hvorvidt budskabet om tolerance bliver hørt i al balladen om kyssende ledere. Og om emnet overhovedet egner sig til en awareness-kampagne – i modsætning til (førhen) tabuiserede emner som AIDS og homoseksualitet, som Benetton tidligere har sat succesfuldt på dagsordenen. Er der nogen, som er uenige i, at tolerance er en god ting?

Skurrende violiner
Jeg ved godt, at kampagnen er global – og derfor behøver helt almenmenneskelige symboler for at favne alle kulturer. Og at Unhate-fonden vil støtte projekter om kunst, sport og undervisning, der fremmer tolerance rundt om i verden. Men at engang avantgarde Benetton vælger at gå i fodsporene på Miss World ved at arbejde for noget så uhåndgribeligt som verdensfred virker på mig som brandingens svar på greenwashing. Især når Benetton insisterer på, at ”dette ikke er en kosmetisk øvelse, men et bidrag som reelt påvirker det internationale samfund.” Muligvis er jeg kynisk, men jeg synes ganske enkelt, at violinerne skurrer for meget.

Og næste spørgsmål er, om kysseriet overhovedet har indflydelse på mærket i nakken på din næste sweater? For det er vel det, det hele kommer an på i sidste ende? Eller hvad?

Hvordan f….. havnede den kylling der?

I et tidligere indlæg her på bloggen blev det påpeget, at vi alle har et ansvar for, hvordan vi bruger sproget. Når du, kære læser, har læst dette indlæg, håber jeg derfor ikke, at du føler dig alt for manipuleret.

I bogen Klangen af et menneske skriver journalisten Nils Thorsen, at en afsender på én gang er privilegeret og magtesløs. Med sit sprog maler afsender nemlig et maleri i hovedet på et andet menneske. I sidste ende er det dog modtageren, der leverer farverne. Derfor bestemmer afsender suverænt ordene, men ikke hvilke associationer, der springer frem i modtagerens bevidsthed – og dog…

Nysprog

I klassikeren 1984 bruger George Orwell begrebet nysprog (newspeak). I nysprog findes der kun positive ord og formålet er at fjerne alle negative udtryk og associationer. Med nysprog kan man således regulere borgernes tanker gennem sprogmanipulation. Det smarte er, at man ved at ændre en ordlyd kan få et begreb til at klinge mere positivt, end det er. Det samme gør sig gældende inden for fødevareindustrien. Lad mig derfor tage udgangspunkt i noget vi alle kender: kylling.

 

Kærlig Kylling og landidyl

Tænk på Nettos omdiskuterede Kærlig Kylling (nu Tasty Chicken). Kyllinger, hvis opvækst næppe bærer præg af nogen særlig form for kærlighed. Eller tænk på SuperBests industrikyllinger fra den fiktive Grønnegården med en emballage, der blev ledsaget af et billede af en gård, som ledte tankerne hen imod Morten Korchs landidyl frem for på industriel fødevareproduktion. Sidst kan næves ”neutral marinering”. En term, der dækker over, at kyllingebrystfileter får en decideret saltvandsindsprøjtning.

Jeg forsøger ikke at kritisere selve produktionsmetoden ”neutral marinering” (det er der slet ikke plads til), men jeg anfægter, at ”neutral marinering” ikke leder tanker hen på saltvandsindsprøjtet kød – i hvert fald ikke mine tanker. Og jeg gør oprør imod, at de positive sproglige undertoner, der akkompagnerer eksempelvis Kærlig Kylling, hjælper til, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved sådanne kyllingers ukærlige opvækst.

Det skal siges, at Netto har ændret navnet Kærlig Kylling, at SuperBest har fjernet billedet af Grønnegården, og at termen ”neutral marinering” er på vej ud. Men den er stadig gal.

Det må være fedt at være kylling

Den anden dag stod jeg nemlig med en pakke konventionelle kyllinger i hånden. På pakken kunne jeg blandt andet læse: ”Vidste du, at vores kyllinger går i en tør og varm stald?” Jeg så billedet for mig: De plasticindpakkede kyllingedele, jeg stod med i hånden, har tilhørt glade kyllinger, der livet igennem trasker tørskoede rundt og hygger sig.

Ud fra beskrivelsen på hjemmesiden, er det desuden let at forestille sig, at kyllingerne får knitrende tørt og duftende halm hver dag af Michael og Mogens, som ”passer” dem. Sprogbrug som dette slører, at sådanne kyllinger ofte står sammen med 40.000 andre kyllinger på ganske lidt plads. Det vil sige op til cirka 19 kyllinger per kvadratmeter.

 

Manipulation og fortrængning

En af pointerne i Jonathan Safran Foers bog Om at spise dyr er, at den moderne forbruger har udviklet en utrolig evne til at fortrænge de kendsgerninger, der knytter sig til industriel fødevareproduktion. Jeg vil mene, at ovenstående eksempler viser en form for nysprog, der hjælper denne evne til at fortrænge godt på vej.

Fødevareproducenterne forsøger hver dag at male små skønmalerier i vores hoveder. Det sker blandt andet når sproget på fødevareemballagen er groft manipulerende. Derfor bliver det sværere og sværere for den enkelte forbruger at sætte de rigtige farver på skønmaleriets lærred. Og inden du ser dig om, ligger der en pakke med neutralmarinerede kyllingebrystfileter i din indkøbskurv.

Ordet i sin magt

For ikke så længe siden fik jeg endelig den filmiske slutning på eventyret om den unge, arrede Harry Potter. Det er jo ikke nødvendigvis den film, man går ind til for at lære noget om de store ting i livet. Og så dog. For midt i mørket, da det ser sortest ud for helten og ikke mindst hele hans verden, kommer hans læremester, Albus Dumbledore, fra det hinsides og siger et par kloge ord. Ord, der også kan være værd at tænke over, selvom man hverken er Harry Potter eller fantasy-fan.

 ”I always surprise myself on my ability to turn a phrase. Words are, in my not so humble opinion, the most inexhaustible source of magic; capable of both inflicting injury and remedying it.” – Albus Dumbledore

Selv om Albus Dumbledore står der, den mægtigste troldmand verden har set, mener han alligevel, at ordet er den største magt, vi har. Og han har jo så evigt ret. Det er guf i mine ører, når en historie, der egentlig handler om noget så konkret som trylleri, kan sige noget helt generelt om livet i den realistiske verden. De ord er måske de ord, jeg som skrivende og læsende menneske har levet mest efter i mit liv. Ord har den ultimative betydning.

Og hvis man så ellers nogensinde har været i tvivl om, hvorvidt bøger og ord har nogen egentlig betydning, kan man jo bare tage et kig på Biblen. Om man tror på det eller ej, er det stadig ordet, der har formidlet et budskab, der har forandret vores verden flere gange.

I kommunikationens og journalistikkens verden er det også noget, der kommer op at vende igen og igen. For det, Dumbledore (eller hans mor J. K. Rowling) også siger, er, at med ord følger ansvar. Man kan vende verden på hovedet med blot få ord. Det har historien vist nok så mange gange.

Jeg tror på det gode i verden, selvom jeg ikke tror på, at verden er opdelt i godt og ondt. Jeg tror på, at det er med ordet, vi skal løse verdens konflikter, ikke med næverne. Og i mangel på tryllestave og kosteskafter må vi fatte pennene, tage kampen op og være vores ansvar bevidst.

Den sælgende brochure: Tip 3 af 3

 

 

 

 

 

 

Er du træt af at skrive salgsbrochurer direkte til læserens papirkurv? I en række på tre indlæg giver Publico tip til, hvordan du skriver en vellykket brochure, der ikke spilder læserens tid, men hjælper med at træffe en beslutning – deal eller no deal?

Tip nr. 3 – Husk de visuelle virkemidler!
Alle, der har prøvet at drømme sig væk til sydens lune himmelstrøg med et rejsekatalog i hænderne, vil vide, at billeder er et effektivt middel til at sælge oplevelser, produkter og tjenester. Brugt rigtigt er billeder mere end bare smukke ornamenter, som øjnene kan hvile ud på mellem tekstens mere informationstunge salgsargumenter. Billederne tjener ofte som en vigtig overbevisende faktor i en købsbeslutning.

Her er vi tilbage ved en gammel sandhed inden for markedsføring: Jo mere virkeligt, du kan gøre produktet i dit salgsmaterialet, jo lettere er det at overbevise en potentiel kunde om at købe det. Et foto, der viser, hvordan dit produkt ser ud, eller hvilke mennesker der står bag din service, gør kunden mere tryg ved at lægge sine penge hos dig. Hvorfor? Fordi han kan se, at ”produktet” rent faktisk eksisterer. Banalt, men sandt.

Grafiske elementer, du kan bruge i din brochure:

• Billeder – det stærkeste bevis på, at kunden får noget konkret for sine penge.  
• Tegninger – gode til at illustrere produkter og processer, der er svære at fotografere.
• Kort – gør det nemt at finde vej til din virksomhed.
• Diagrammer – skaber overblik over din organisation eller en kompleks service.
• Grafer – især velegnede til at visualisere økonomiske fordele.

Fokusér på dine selling points
Når du udvælger billeder og andre grafiske elementer til din brochure, gælder én gylden regel: Fremhæv dine vigtigste selling points. Hvis du sælger køleskabe og har meget fokus på hygiejne, bør du vise billeder af, hvor let det faktisk er at gøre køleskabet rent. Sælger du solenergianlæg, skal du ikke nøjes med at vise billeder af solceller på et hustag. Du kan med fordel supplere med en graf, der illustrerer, hvor hurtigt kundens investering er tjent ind igen i forhold til at bruge almindelig elektricitet.

Med andre ord: Brug de visuelle elementer til at gøre produktet så forståeligt, virkeligt og overbevisende som muligt. Husk for øvrigt altid at understøtte dine billeder og grafiske elementer med en appetitvækkende tekst, der kan hjælpe med at forklare og forstærke budskabet.

God skrivelyst!

Forankring fryder

Danske virksomheder er 100-metermestre i Corporate Social Responsibility (CSR). I hvert fald, hvis man spørger virksomhederne selv. Men når man forhører sig nærmere om det konkrete CSR-arbejde, er det svært at få øje på grundlaget for den selvbestaltede førerposition. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Deloitte.

Hos Publico har vi kigget nærmere på rapporten, som Deloitte har døbt ”CSR forankring i danske virksomheder”. Og det er tankevækkende læsning!

Strategisk pejlemærke

Måske ville en passende titel for rapporten snarere have været ”Mangelfuld CSR-forankring i danske virksomheder”. For selvom de 250 virksomheder, der deltog i Deloittes undersøgelse, giver udtryk for, at CSR-indsatsen stortrives, så er det en helt anden tendens, der viser sig, når man dykker ned i rapporten. Den afslører blandt andet, at kun en fjerdedel af virksomhederne har formået at forankre CSR-indsatsen i deres forretningsstrategi. Samtidig oplever kun en tredjedel, at ledelsen bakker op om CSR-indsatsen. Og det er drønærgerligt.

Forretningsstrategien er virksomhedens vigtigste pejlemærke, når den bevæger sig ind på ukendt CSR-territorium. Et territorium, der kan styrke virksomhedens konkurrenceevne, indtjening og omdømme, hvis bare kompasset peger i rigtig retning. Derfor er det svært at fornægte vigtigheden af en forankret indsats – og derfor er det så alarmerende, at Deloittes undersøgelse viser, hvor lille en plads strategisk forankring indtager i de danske CSR-indsatser.

Made in Denmark

På Christiansborg må de også ærgre sig over rapportens konklusioner. Tilbage i 2008 formulerede regeringen en handlingsplan om, at Danmark skal være førende inden for CSR. ”Made in Denmark” skal være garant for samfundsansvar. Det udløste blandt andet et nyt lovkrav til landets cirka 1.100 største virksomheder, som nu skal afrapportere deres sociale ansvarlighed. Og da selve fundamentet for handlingsplanens gennemførelse og succes er det, som regeringen kalder forretningsdrevet CSR – altså strategisk funderet CSR – er Deloittes fund lidt af et vingeskud.

Med ”ja-hatten” på

Rapporten er altså både tankevækkende og foruroligende, men der er også positive strømme at spore. I hvert fald, hvis man tager ”ja-hatten” på og dykker ned i alt det, der står mellem linjerne. For der – mellem lagkagediagrammer og punktopstillinger – er det ganske klart, at der ligger et stort uudnyttet potentiale, der måske kan indfri forhåbningerne om et CSR-drevet eksporteventyr. Potentialet ligger dog nok ikke kun i virksomheder med 200+ medarbejdere, som Deloitte har valgt at bygge undersøgelsen på. Dansk erhvervsliv udgøres primært af små og mellemstore virksomheder (SMV’er), som tæller virksomheder med 250 eller færre medarbejdere, og de bør ikke glemmes.

Hellere lille og vågen…

Og dermed er vi nået frem til min pointe: Netop SMV’erne er interessante samfundsansvarlige bannerførere for Danmark. CSR repræsenterer først og fremmest en ny måde at tænke og agere på, og SMV’erne er med deres slankere strukturer og kortere kommandoveje i reglen mere fleksible og omstillingsparate end de store organisationer. Derfor er det rimeligt at forvente, at SMV’erne både hurtigere og nemmere kunne forankre en CSR-strategi i hele virksomheden.

Deloittes rapport bør derfor ses som et opråb om, at mange virksomheder måske nok har idealerne i orden, men simpelthen har svært ved at gennemskue, hvordan de kan håndtere en CSR-proces. Formår virksomhederne – store som små – imidlertid at prioritere CSR-indsatsen, husker at lave forarbejdet ordentligt, foretager analyser af risici og muligheder og nedskriver en strategi med realistiske mål og en klar plan for eksekvering, så er der gode chancer for, at CSR kan løftes til at blive et forretningsskabende og ansvarligt konkurrenceparameter – for virksomheden selv og for Danmark. Og ved de ikke lige, hvordan den proces kan håndteres, ja – så kender jeg nogen, der kan hjælpe…

Med hovedet bag skærmen

”I used to meet girls hangin out at the mall, now I just wait for them to write on my wall”.

Sådan lyder det fra duoen Rhett & Link i sangen med den meget passende titel: “Facebook Song”. Selvom sangteksten er et komisk stykke prosa uden nogen form for videnskabelig validitet, tegner den et meget godt billede af, hvordan Facebook har ændret måden vi kommunikerer på i det enogtyvende århundrede. Men ventetiden bag den stationære computerskærms dage er talte. I dag tager vi nemlig Facebook med i indkøbscenteret.

 

Online anywhere, anytime
Udbredelsen af smartphones har flyttet vores digitale aktiviteter ud i det fysiske rum. Vi tjekker mail på vej til arbejde, opdaterer vores Facebook-status mens vi parkerer cyklen, og på den sidste fortovsstrækning melder vi vores ankomst til kontoret med Facebook-funktionen ’check in’. Smartphonen giver os mulighed for at være online anywhere, anytime – en tendens som peger i retningen af, at det ikke længere giver mening at adskille det fysiske og virtuelle rum. Facebook-forbruget stiger, fordi det efterhånden er blevet sværere at være offline end online. Med andre ord er det fysiske og virtuelle rum så godt som smeltet sammen – en tendens som Institut for Fremtidsforskning betegner som ”Det hybride Space”.

Men selvom vi har flyttet mange af vores internetaktiviteter ud i det fysiske rum, herunder Facebook, er vi ikke nødvendigvis blevet mere sociale. Et socialt møde vil ofte være adskilt af en digital mur, (vi slipper sjældent mobilen af syne!) Men hvem siger, at vi ikke både kan sludre med vennerne, drikke caffè latte og opdatere Facebook på én gang – vi har jo to hænder.

 

Ændret medieforbrug
Er det første du gør om morgenen at tjekke mail? At tjekke nyheder? At tjekke Facebook? Når vi begynder at anvende et nyt medie, tilpasser vi vores mediebrug efter mediets funktioner. Hvad angår smartphonens funktioner, har det sine fordele, at man kan svare en forretningsmail, mens man står i køen i Føtex (vi travle mennesker har jo brug for at udnytte tiden!). Men det skaber et usundt afhængighedsforhold til det at være available, som stiller os i et dilemma, når vi skal i skoven med familien om søndagen: ”Arj, jeg tager lige mobilen med, hvis nu der skulle komme en helt vildt vigtig mail!”

 

Debatlystne narcissister
For tre-fire år siden, før Facebook definitivt fik status som verdensbefolkningens foretrukne sociale netværk, og før iPhonen blev allemandseje, var det stadig selvfremstilling og identitetsdannelse, der var omdrejningspunktet på internettets sociale netværk. Den tendens startede allerede i midt nullerne, hvor alle begyndte at tale om web 2.0, og hvor TIME Magazine kårede ’YOU’ som årets person. Den senmoderne folkesygdom ’narcissisme’ spredte sig blandt andet på det sociale netværk Myspace, der gav brugeren en lang række muligheder for at konstruere sin personprofil, præcist som vedkommende gerne ville fremstå. I kraft af en række foruddefinerede felter kunne brugeren blandt andet angive sine favoritbøger og favoritkunstnere, der ville afspejle den ønskede virtuelle identitet. Omdrejningspunktet var ’mig!’.

Myspace lancerede i efteråret 2010 et nyt design, der fjernede mange af de gamle funktioner. Det nye design er mere stringent og ensrettet – træk som sjovt nok også kendetegner Facebook. Det indikerer både, at Myspace forsøger at vinde et kapløb om brugere, og at Myspace har erkendt, at dialog og relationer spiller en langt større rolle for brugeren i dag end tidligere (Narkissos druknede jo også i begejstringen for sig selv, om man så må sige…). Omdrejningspunktet for digital kommunikation synes i højere grad at være baseret på dialog og debat end visuel selvfremstilling. Man skal dog ikke underkende, at selvfremstilling og selvrealisering generelt også spiller en stor rolle på Facebook. Her har brugeren stadig mulighed for at angive favoritbøger og yndlingsmusik, men det er ofte gennem statusopdateringer og kommentarer, at identitetsdannelsen finder sted. Nøgleordet er feedback. Vi har fået øjnene op for den anerkendelse, det giver, hver gang en ven ’synes godt om’ om vores ’wall posts’ og statusopdateringer. Måske netop derfor er vores trang til altid at have mobilen med os vokset – så vi kan suge feedbacken til os, så snart den indtræder og opnå anerkendelse anywhere, anytime.

Tilbage til udgangspunktet
Internettets debatfora udvider det offentlige rum, og ingen ekskluderes på forhånd fra et fællesskab (med mindre der er tale om en lukket gruppe på Facebook). Det er en positiv udvikling, at dialog og debat er kommet i fokus, så vi ikke fortaber os i os selv, men forholder os til, hvad andre siger. Der findes naturligvis mange passive Facebook-brugere, der bare sufer rundt og snager lidt i fortidens relationer, men på et eller andet tidspunkt vil de sandsynligvis også føle trang til at deltage aktivt i fællesskabet.

Når vi i dag mødes med vennerne på café, ligger Facebook gerne fremme på bordet foran os. Vi vil ikke risikere at gå glip af en anerkendende ’thumb up’, når den indtræffer. Men er det ikke trods alt bedre at sidde online sammen i det fysiske rum, end at sidde hver for sig bag en skærm? Da de første chat-portaler så dagens lys, talte man om, at ’vi var sammen på en ny måde’. Nogle mente, at den slags medierede kommunikation var usund for vores sociale relationer og gjorde os fraværende, men chatfora var kommet for at blive. Nu har vi fundet endnu en ny måde at være sammen på. I det fysiske rum deler vi vores virtuelle fællesskaber, og det bringer os tættere på udgangspunktet for socialt samvær. I dag sidder vi ikke alene derhjemme og venter på nye wall posts eller elektroniske kærlighedsbreve, og det er da altid noget.