Hvordan sikrer vi, at viden går tabt?

Det var på de rigtig sene og særligt filosofiske timer, bemærkningen faldt. Og først troede jeg egentlig, at den vin-kloge mand (tilgiveligt) vrøvlede, da han udbrød: ”Hvordan sikrer vi, at viden går tabt”? Men senere forstod jeg spørgsmålet og betydningen af et godt svar. For selvom ”plejer” har været død lige så længe, som middelmådige folkeskolelærere har haft et plat svar på læben (”Det er muligt, frk. Jensen plejer at gøre det sådan, men plejer er død, og nu gør vi det på min måde), værner vi i ekstrem grad om rutinens dyd. Måske fordi selv samme lærere aldrig har format til at honorere de skæve svar på de ligefremme spørgsmål. Når vi først har tilkæmpet os viden på et område, hæger vi om den og føler os mere og mere ekspert-trygge, efterhånden som cv’et ophober beslægtede opgaver og opgaveløsninger. ”Den ligger lige til højrebenet”, hedder det, når en nem opgave tikker ind. Nem, fordi man har løst lignende før og ved, hvordan den ged skal barberes. Og det anses nærmest for uforskammet at have en mening om noget som helst, hvis ikke man har rygdækning fra adskillige analyser og kan citere dagens meningsdannere for pointen. Og hvad er så problemet? Det er, at den uendelige videnspredning, der uafladeligt risler ned over vores i forvejen fyldte hoveder, risikerer at sløre udsynet for den oplagte løsning, det fornuftige − det geniale måske? I stedet for at kvalificere os kan videnstrømmen drive os ned i middelmådighedens hængedynd. Viden er der nok af, mere end nok. Det er modet til at viske tavlen ren og gå jomfrueligt til værket, der mangler. Så ryst posen, og sæt tingene på spidsen, på hovedet, på plads. Vi ses uden for boksen.